Af: Ida
Der er overlap mellem aktuelle sundhedsprogrammer, guldminer og missilaffyringer. Hvis man ser på begivenhederne i Zambia, Sudan og Iran hver for sig, ligner de isolerede kriser. Hvis vi bruger vores blogs objektiv, træder et klart mønster frem: Vi er vidner til en geopolitisk virkelighed, hvor ressourcer er blevet selve forudsætningen for politisk og menneskelig handlen.
Zambia: Når medicin bliver en handelsvare
USA har stillet en hjælpepakke på 1,5 milliarder dollars til rådighed for Zambia til bekæmpelse af HIV og malaria, men som rapporteret i blandt andet The New York Times, er hjælpen ikke uden betingelser. Washington kræver adgang til landets kritiske mineraler – kobber og kobolt – som modydelse for at frigive midlerne.
Sundhedsbistand er ikke længere kun humanitær; den er blevet et strategisk aktiv i kampen om forsyningskæderne. Zambia har indtil videre modsat sig aftalen af hensyn til deres nationale suverænitet, men presset illustrerer tydeligt, hvordan adgang til mineraler nu vægtes direkte mod adgang til medicin.
Sudan: Guldets indbyggede krigslogik
I Sudan er det ikke diplomatiske aftaler, men “militariserede netværk”, der dikterer dagsordenen. Financial Times beskriver, at guldhandlen er blevet konfliktens primære motor. Guldet finansierer de kæmpende parter og gør dem uafhængige af det internationale samfunds sanktioner. Det betyder, at de sædvanlige fredsforhandlinger reelt er virkningsløse, fordi de økonomiske incitamenter for at fortsætte krigen simpelthen er for store. Ressourcerne her fungerer som en permanent konfliktforstærker.
Iran og den hybride verdenskrig
Endelig er der eskaleringen mod Iran. Vi befinder os ifølge nogle eksperter allerede i en hybrid verdenskrig, hvor slagmarken er de globale forsyningslinjer. Et angreb på iransk infrastruktur handler ikke kun om regional sikkerhed; det handler om kontrol med Hormuz-strædet. Er det et forsøg på at ramme modstanderens “systemiske sårbarhed”? Ved at kontrollere eller destabilisere dette knudepunkt, rammer man direkte ind i energiforsyningen til både Europa og Asien.
A state of war—albeit hybrid war—already exists between Russia and the entire democratic world.
– Peter Dickinson, Atlantic Council“I recognize that people hesitate to label this a ‘world war,’ but it closely approaches any definition I would propose.”
– Paul Poast, Newsweek
Vi er nødt til at erkende, at de her konflikter ikke kan løses med traditionel diplomati alene. Når ressourcelogikken tager over, bliver menneskerettigheder og sundhed sekundære variabler.